Juridisk
Brugerbetingelser
Aftalen mellem dig og Riff: hvad værktøjet er, hvad du selv har ansvaret for, og hvad der sker, hvis du siger op.
Version 2.6. Senest opdateret: 28. september 2026
1. Accept af vilkår
Ved at oprette en konto hos Riff (web-app på min.riff-app.dk eller iOS-app, som i betaen hentes gennem Apples TestFlight) accepterer du disse brugerbetingelser. Læs dem grundigt. De udgør den juridiske aftale mellem dig og Sylvester Erbs Ledet og Thor Håkon Lindebjerg Friis, som driver Riff i fællesskab som privatpersoner og hæfter solidarisk for forpligtelserne i denne aftale. Der står ikke et selskab bag; navn og kontaktoplysninger står i punkt 12.
Den gældende udgave af disse vilkår står altid på riff-app.dk/brugerbetingelser. Vi gemmer alle tidligere udgaver, og du kan få den udgave, der gjaldt, da du oprettede din konto. Se punkt 10.
Du skal være fyldt 18 år for at oprette en konto.
Riff er til privatpersoner, der holder styr på deres egne honorarer og fradrag. Du kan ikke indgå denne aftale på vegne af et selskab eller en anden juridisk person. Bruger du Riff til honorarer i din egen enkeltmandsvirksomhed, er det stadig dig selv, der er aftalepart.
Vi behandler alle brugere som forbrugere. Står der i disse vilkår «er du forbruger», gælder det derfor for dig, uanset om du efter loven er forbruger eller erhvervsdrivende. Adgangen til at klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager og Forbrugerklagenævnet under Nævnenes Hus følger dog loven og gælder kun, hvis du efter loven er forbruger. Riff er ikke et bogføringssystem efter bogføringsloven og er ikke registreret som et. Driver du virksomhed med pligt til digital bogføring, skal du bruge et registreret bogføringssystem; Riff kan ikke erstatte det.
2. Hvad Riff er, og hvad det ikke er
Riff er et softwareværktøj der hjælper danske honorarmodtagere (typisk freelancemusikere på B-indkomst) med at holde overblik over honorarer, fradrag og skat.
Riff er i beta. Adgangen åbnes i hold, og funktioner kan være ufærdige eller blive lavet om. Se punkt 16.
Riff er IKKE:
- en revisor eller bogføringsfirma
- en skatterådgiver eller statsautoriseret rådgiver
- en indberetningsplatform til SKAT
- en finansiel rådgivnings-tjeneste
- et digitalt bogføringssystem efter bogføringsloven
Vi laver ikke regnskab på dine vegne, vi indberetter ikke til SKAT for dig, og vi er ikke ansvarlige for din skattemæssige situation eller dine indberetninger. Beregninger i appen (B-skat, fradrag, marginalsats) er overslag baseret på de informationer, DU indtaster. De er ikke juridisk eller skatteteknisk bindende.
Riff er ikke anmeldt til Erhvervsstyrelsen som digitalt bogføringssystem. Driver du en virksomhed, der skal bogføre digitalt efter bogføringsloven, skal du bruge et registreret bogføringssystem; Riff kan ikke erstatte det.
Tjenesten består af en web-app og en iOS-app. Begge taler med samme backend (api.riff-app.dk) og er dækket af disse vilkår.
3. Dit ansvar som bruger
Når du bruger Riff, er du selv ansvarlig for:
- Korrekte oplysninger: at de honorarer, fradrag og data du registrerer, er rigtige
- Din egen dokumentation: du skal selv kunne dokumentere dine honorarer og fradrag, hvis Skattestyrelsen beder om det. Driver du CVR-registreret virksomhed, skal du desuden opbevare dit regnskabsmateriale efter bogføringsloven. Riffs opbevaring er ikke en del af din egen dokumentationspligt
- Din egen kopi: gem selv en kopi af dine honorarer, fradrag og bilag. Se punkt 6 for, hvordan du henter dem ud
- Indberetninger til SKAT: Riff foretager ingen indberetninger. Du indberetter selv (eller via din egen revisor)
- Kontosikkerhed: hold din adgangskode hemmelig, brug app-lås på iOS hvis enheden deles, og log ud på fælles computere
- Lovlig brug: du må ikke bruge Riff til hvidvask, skattesvig, dokumentforfalskning eller andet ulovligt formål
- Oplysninger om andre: lægger du navn, e-mail eller telefonnummer ind på en kontaktperson hos en virksomhed, skal du kun lægge oplysninger ind, du har lov at bruge i den sammenhæng, og du skal sørge for, at de er rigtige. Vi er dataansvarlige for oplysningerne og behandler dem kun for at vise dem for dig. De slettes sammen med din konto. Se privatlivspolitikken punkt 3
- Deler du din konto: giver du andre adgang til din konto, for eksempel din manager eller din revisor, er det dit ansvar. Du hæfter for det, der sker på kontoen, så længe du har givet adgangen, og for de oplysninger, de får at se. Du hæfter ikke for det, der skyldes fejl hos os, og heller ikke for det, der sker, efter at du har lukket adgangen og skiftet adgangskode. Vi anbefaler det ikke, men vi forbyder det ikke
4. Ansvarsfraskrivelse
Riff leveres «som det er» (as-is). Riff er et værktøj, ikke en rådgiver. Vi gør vores bedste for at tjenesten er korrekt og tilgængelig, men:
- Vi garanterer ikke at beregninger er fejlfri. Tallene i appen er overslag baseret på de tal, du selv indtaster. Kontrollér dem med din egen revisor, før du indberetter eller træffer økonomiske beslutninger
- Vi garanterer ikke uafbrudt drift. Tjenesten kan være nede pga. vedligeholdelse, fejl hos vores underleverandører (Hetzner, Google) eller force majeure
- Indirekte tab og følgeskader, herunder driftstab, tabt forretning og tabt fortjeneste, er kun dækket i det omfang, det følger af afsnittet om ansvar nedenfor og af dansk rets almindelige regler. Det gælder også tab som følge af forkerte indberetninger eller manglende egen kopi af dine data
- Automatisk foreslåede felter (fra bilags-analyse) er forslag, ikke fakta. Du skal selv verificere før du gemmer
Uploader du et bilag, sendes en komprimeret udgave af bilaget til en AI-model hos Google, som aflæser felterne. Vi sender ikke dine kontooplysninger med, og Google får ikke adgang til resten af det, du har i Riff. Selve bilaget kan indeholde oplysninger, der står på det, for eksempel et navn eller en adresse, for det er dit eget bilag. Vil du undgå det, kan du oprette fradraget uden bilag. Se privatlivspolitikken punkt 3.3 og punkt 7.2.
Mangler og opdateringer. Riff skal svare til det, vi har beskrevet, og fungere, som du med rimelighed kan forvente. Virker noget ikke, så skriv til os, og vi retter det, vi kan. Vi leverer softwareopdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, så længe din konto er aktiv. Det er den minimumsperiode, vi oplyser.
Vores ansvar over for dig for indirekte tab og følgeskader kan ikke overstige det beløb, du har betalt for tjenesten i de seneste 12 måneder, før kravet blev rejst. For direkte, dokumenteret tab gælder dansk rets almindelige erstatningsregler. Har du ikke betalt for Riff i den periode, er der ikke et beløb at regne grænsen ud fra, og så gælder de almindelige regler også for indirekte tab, herunder de almindelige betingelser for, hvornår et indirekte tab kan kræves erstattet.
Denne ansvarsbegrænsning gælder ikke for:
- skader vi har forvoldt ved grov uagtsomhed eller forsæt
- personskade
- ansvar efter produktansvarsloven (ufravigelig dansk lovgivning)
- andre tilfælde hvor ansvar ifølge ufravigelig lovgivning ikke kan begrænses, herunder efter købelovens mangelsregler og aftalelovens §§ 36 og 38 c
Er du forbruger, gælder de ufravigelige regler i købeloven og aftaleloven, uanset hvad der ellers står her, og intet i disse vilkår begrænser dine rettigheder efter dem.
5. Planer, abonnement og betaling
I betaen har alle planen Beta gratis. Hvad den omfatter, og hvilket loft den har, står på min.riff-app.dk under Profil → Licens. Ud over Beta har Riff tre planer: Free, Standard og Pro. De adskiller sig ved, hvad der er med, ved hvor meget honorar du kan registrere pr. kalenderår, og ved om og hvor mange kvitteringer Riff aflæser automatisk for dig. Hvad der er med i hver af dem, og hvilket loft den har, står på prissiden fra lanceringen. Ændrer vi en plan eller dens loft, varsler vi det efter punkt 10.
Når du når din plans loft for kalenderåret, kan du ikke registrere flere honorarer i det år uden at opgradere. Du beholder fortsat fuld adgang til alt, du allerede har registreret.
Hvor du administrerer din plan: al plan-administration foregår på min.riff-app.dk. iOS-appen er en klient til din eksisterende konto.
Betaling: Riff er i øjeblikket gratis i alle planer. Ingen kortdata indsamles, og intet beløb opkræves. Der er derfor hverken pris, betalingsperiode, rykkerprocedure eller binding, uanset hvilken plan du er på.
Begynder vi at opkræve betaling, opdaterer vi disse vilkår og varsler dig mindst 30 dage før pr. e-mail til den adresse, din konto er oprettet med, så du kan opsige, inden der bliver trukket noget. Vi stifter et selskab, inden vi begynder at opkræve betaling. Se punkt 12.
Du bliver ikke betalende, fordi vi varsler det. Vil du have en betalt plan, skal du selv vælge den og godkende prisen. Gør du ingenting, fortsætter du på Free.
Følgende gælder først fra den dag, vi begynder at opkræve betaling:
- priserne står på prissiden og er i danske kroner inklusive moms
- opsiger du en betalt plan, nedgraderes du til Free ved udgangen af den betalingsperiode, du har betalt for, og du beholder adgangen til den betalte plan indtil da
- betaler du ikke, kan vi opsige din konto efter punkt 6, når vi først har rykket dig skriftligt
- lukker vi Riff ned, opkræver vi ikke betaling i varslingsperioden efter punkt 6
- fortrydelsesretten ved køb af en betalt plan står i punkt 13
Indtil da gælder punkterne ovenfor ikke, og intet i disse vilkår forpligter dig til at betale for Riff.
6. Opsigelse
Opsigelse og sletning er to forskellige ting. Så længe din konto er der, gælder denne aftale, og vi opbevarer dine tal for at kunne levere Riff til dig. Har du en betalt plan, kan du opsige den og fortsætte på Free med alle dine data i behold. Vil du helt ud af aftalen, sletter du din konto, og så slettes dine data. Det kan ikke fortrydes, så hent dine data ud først.
Du kan til enhver tid opsige. Så længe Riff er gratis, er der ingen binding og ingen betalingsperiode at vente på: du kan holde op med at bruge Riff når som helst, og du kan slette din konto på min.riff-app.dk under Profil → Slet konto. Din plan administrerer du samme sted under Profil → Licens.
Vi kan opsige din konto med 30 dages varsel, hvis du væsentligt har brudt disse vilkår, for eksempel ved ulovlig brug eller ved forsøg på at omgå tekniske beskyttelses-foranstaltninger.
Øjeblikkelig opsigelse fra vores side kan ske, hvis du bruger Riff til kriminelle formål, udsætter tjenesten for sikkerhedsangreb eller på anden måde groft krænker disse vilkår.
Du får en begrundelse. Begrænser vi din adgang, suspenderer vi din konto eller opsiger vi den, fordi indhold hos dig er ulovligt eller i strid med disse vilkår, får du en skriftlig begrundelse senest samtidig med, at begrænsningen træder i kraft. Begrundelsen fortæller, hvad vi har gjort, hvor det gælder, hvor længe det gælder, hvilke forhold der ligger til grund, om afgørelsen kom af en anmeldelse eller af vores egen undersøgelse, om vi har brugt automatiske værktøjer, hvilket punkt i vilkårene eller hvilken lovregel vi påberåber os, hvorfor vi mener, at indholdet er ulovligt eller i strid med vilkårene, og hvordan du klager. Er du uenig, kan du skrive til hej@riff-app.dk, så ser et af os på sagen igen. Du kan altid indbringe sagen for domstolene. Se også punkt 14 om anmeldelse af ulovligt indhold.
Hvad sker der med dine data, når du opsiger? Vi sletter ikke dine data, fordi du opsiger. Dine honorarer, fradrag og bilag bliver stående, så længe din konto er der. Lukker vi din konto eller Riff, sker det efter reglerne i dette punkt. Vi anbefaler alligevel, at du henter dine data ud mindst én gang i kvartalet, så du har din egen dokumentation ved hånden.
Sådan henter du dine data ud: skriv til hej@riff-app.dk og bed om et samlet udtræk. Du får det som et regneark med én fane pr. datakategori inden for 30 dage. Er anmodningen kompleks, kan vi forlænge fristen efter databeskyttelsesforordningens artikel 12, stk. 3, og så siger vi det til dig inden for den første måned. Bilagsfilerne får du inden for den samme frist. Vi sender udtrækket og bilagsfilerne på en måde, hvor dine tal ikke bliver liggende i en indbakke, for eksempel som et link, der udløber. Se privatlivspolitikken punkt 9.
Sletter du din konto, sletter vi dine honorarer, fradrag, bilag, profil- og skattedata, både i databasen og selve bilagsfilerne i objektlageret. Det sker med det samme og under alle omstændigheder inden for 30 dage, og det kan ikke fortrydes. Ligger dine data også i en sikkerhedskopi, bliver de liggende der, til sikkerhedskopien bliver overskrevet efter vores faste turnus. Vi bruger dem ikke til andet i mellemtiden, og vi henter dem ikke frem igen. Vi beholder dog en aktivitetslog med e-mail, tidsstempler, IP-adresse og tekniske oplysninger om den enhed, handlingen kom fra, som sikkerheds- og auditspor i 12 måneder efter sletningen. Grundlaget for behandlingen er vores legitime interesse i sikker drift og i at forebygge misbrug, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f. For den del, der handler om at kunne fastlægge, gøre gældende og forsvare retskrav, er grundlaget for at beholde loggen efter din sletning desuden undtagelsen i artikel 17, stk. 3, litra e. Gør du indsigelse efter artikel 21, vurderer vi det konkret. Se privatlivspolitikken punkt 6 og punkt 9.
Hvis vi lukker Riff ned, giver vi dig besked pr. e-mail mindst 90 dage før. Du kan hente alle dine data ud i hele perioden og i mindst 30 dage efter lukningen. Beder du om et udtræk, inden fristen udløber, sender vi det, også selv om selve lukningen når at ske undervejs. Lukker vi din konto efter dette punkt, giver vi dig mindst 30 dage til at hente dine data ud, medmindre lukningen skyldes kriminel brug eller et sikkerhedsangreb. Din ret til indsigt og dataportabilitet efter databeskyttelsesforordningens artikel 15 og 20 gælder uanset årsagen til lukningen, og du får dine oplysninger ved at skrive til os.
7. Immaterielle rettigheder
Riffs software, design og varemærker tilhører Riff. Du får en ikke-eksklusiv, ikke-overdragelig ret til at bruge tjenesten i overensstemmelse med disse vilkår. Retten er knyttet til din konto, og du må ikke videresælge eller udleje adgangen, jf. punkt 8. Du får ikke ejendomsret til softwaren.
Dine data (honorarer, fradrag, bilag, profil, virksomheder) tilhører dig. Vi behandler dem som beskrevet i privatlivspolitikken. Vi gør IKKE krav på ejendomsret eller licens-rettigheder til dit indhold ud over det der teknisk er nødvendigt for at drive tjenesten.
8. Acceptabel brug
Du må ikke:
- forsøge at omgå tekniske beskyttelses-foranstaltninger (rate-limits, plan-loft, autentificering)
- reverse-engineere appen ud over det, lovgivningen tillader (ophavsretslovens §§ 36-37)
- tilgå andre brugeres data eller forsøge på det
- scrape, mass-downloade eller automatisere brug ud over normal anvendelse
- bruge Riff til at hoste ulovligt indhold (børnemisbrugsmateriale, ophavsrets-krænkende materiale o.l.)
- uploade malware, virus eller skadelige scripts
- videresælge eller udleje adgang til Riff
- oprette eller føre en konto for en anden person
Kontoen er din egen, og den skal bruges til dine egne honorarer og fradrag. Det er ikke forbudt, at du selv giver en anden adgang til din konto. Gør du det, hæfter du for det, der sker på kontoen, når det skyldes dit eget forhold, jf. punkt 3.
Forbuddet mod automatisering gælder ikke, når du henter dine egne oplysninger ud i et rimeligt omfang. Vi må gerne begrænse hastigheden, men vi lukker ikke din konto, fordi du tager en kopi af dine egne tal.
Overtrædelse kan føre til, at vi beder dig stoppe, og at vi derefter suspenderer kontoen midlertidigt eller opsiger den efter punkt 6. Vi vælger det mindst indgribende, der løser problemet. Er der tale om kriminel brug eller et sikkerhedsangreb, kan vi gribe ind med det samme, og ved alvorlige forhold kan vi anmelde det til myndighederne. Suspenderer vi din konto, får du en skriftlig begrundelse efter punkt 6, også når det sker efter dette punkt.
9. Privatliv og data
Hvordan vi behandler dine personoplysninger, er beskrevet i privatlivspolitikken. Den er ikke en aftalebestemmelse, men de oplysninger vi skal give dig efter databeskyttelsesforordningens artikel 13. Ændringer i politikken følger politikkens eget punkt 12. Skifter vi dataansvarlig, eller ændrer vi noget, der også er en ændring af disse vilkår, varsler vi det dog mindst 30 dage før efter punkt 10.
Vi er fælles dataansvarlige for dine personoplysninger i Riff, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 26. Det betyder, at vi begge har ansvaret for dem, og at du kan gøre dine rettigheder gældende over for hver af os. Sådan har vi delt opgaverne: Sylvester besvarer henvendelser om dine rettigheder og står for driften og sikkerheden, og vi beslutter i fællesskab, hvilke oplysninger Riff behandler, og hvorfor. Det ændrer ikke ved, at du kan gå til hver af os. Skriv til hej@riff-app.dk, så svarer vi samlet. Begge navne står i privatlivspolitikken punkt 13.
Kort fortalt: i web-appen på min.riff-app.dk og i iOS-appen er der ingen analyseværktøjer og ingen reklame-tracking, og vi sælger aldrig dine oplysninger. På informationssiden riff-app.dk kører Google Analytics 4, men kun hvis du selv siger ja i cookiebanneret. Siger du nej, eller svarer du ikke, sætter vi ingen analysecookies, og vi måler ikke dit besøg. Hvilke cookies siden sætter, står på cookiesiden.
Ud over det bruger vi databehandlere til drift, fejlovervågning og udsendelse af mails. De står med navn, formål og placering i privatlivspolitikken punkt 7.
Dine kontooplysninger og dine tal i Riff behandler vi for at levere tjenesten, for sikker drift og for at opfylde lovkrav. Vi bruger dem ikke til markedsføring, profilering eller træning af AI-modeller uden dit udtrykkelige samtykke. Behandler vi oplysninger på et andet grundlag, står grundlaget i privatlivspolitikken punkt 4.
Skriver du dig op på ventelisten på riff-app.dk, gemmer vi din e-mailadresse og tidspunktet for tilmeldingen. Vi bruger den til at give dig besked, når der er plads til dig i Riff, til invitationen og til Riffs nyhedsbrev med nyt om appen. Tilmeldingen er et samtykke, og du kan trække det tilbage når som helst ved at skrive til hej@riff-app.dk, så sletter vi din e-mail. Nyhedsbrevet alene kan du framelde når som helst med linket i det, og så beholder du din plads på ventelisten. Skrev du dig op, før tilmeldingsformularen nævnte nyhedsbrevet, bruger vi kun din e-mail til beskeden om plads og invitationen, og nyhedsbrevet får du først, når du selv har sagt ja til det. Får du ikke nyhedsbrevet, sletter vi din e-mail senest 14 dage efter lanceringsbeskeden og senest 12 måneder efter din tilmelding. Beskeden om plads og nyhedsbrevet sendes gennem et nyhedsbrevssystem, som opbevarer adressen på vores vegne som databehandler; hvem det er, står i privatlivspolitikken punkt 7, og vi videregiver ikke adressen til andre. Formularen er beskyttet mod robotter med Cloudflare Turnstile, som ser din IP-adresse, når du klikker i feltet eller sender formularen. Se privatlivspolitikken punkt 3.7 og punkt 7.8 og 7.9.
10. Ændringer i vilkårene og i tjenesten
Vi kan ændre disse vilkår, hvis lovgivningen ændrer sig, hvis en myndighed eller en domstol pålægger os det, hvis vi ændrer eller lukker en funktion, hvis vi skifter underleverandør, eller hvis vi ændrer priser eller planer. Vi kan ikke ændre vilkårene af andre grunde, og en ændring gælder kun fremadrettet.
Sådan varsler vi:
- Rettelser af slåfejl og opdatering af kontaktoplysninger: træder i kraft, når de bliver offentliggjort
- Alle andre ændringer af disse vilkår: mindst 30 dage før ikrafttræden, pr. e-mail til den adresse, din konto er oprettet med
- Fjernelse eller forringelse af en funktion, du bruger: mindst 30 dage før, pr. e-mail
- Nedsættelse af et plan-loft eller fjernelse af noget, der er med i din plan: mindst 30 dage før, pr. e-mail
- Skifte af aftalepart og dataansvarlig: mindst 30 dage før, pr. e-mail. Se punkt 12 og punkt 15
- Nedlukning af Riff: mindst 90 dage før, pr. e-mail. Se punkt 6
Vil du ikke acceptere en ændring, kan du opsige, inden den træder i kraft. Se punkt 6.
Denne bestemmelse gælder kun vilkårene. Hvor vi behandler dine oplysninger på grundlag af dit samtykke, for eksempel ventelisten og statistikken på riff-app.dk, kan vi ikke få et nyt samtykke ved, at du bliver ved med at bruge Riff. Der skal du selv sige ja igen.
Ændringer i tjenesten. Vi kan ændre Riff, når der er en gyldig grund til det, for eksempel teknisk vedligeholdelse, sikkerhed, nye regler eller udvikling af produktet. Ændringer, der ikke koster dig noget og ikke forringer din brug, laver vi løbende. Fjerner eller forringer vi en funktion, du bruger, mere end ubetydeligt, giver vi dig besked pr. e-mail mindst 30 dage før. Beskeden fortæller, hvad vi ændrer, hvornår det sker, og at du kan hæve aftalen. Du kan hæve uden omkostninger inden for 30 dage fra beskeden eller fra ændringen, alt efter hvad der kommer sidst, og du kan hente dine data ud inden. Det gælder dog ikke, hvis vi giver dig mulighed for at beholde den uændrede udgave uden ekstra omkostninger.
Aftalesprog og arkivering. Aftalen indgås på dansk, og vores kommunikation med dig om aftalen foregår på dansk. Den gældende udgave af disse vilkår står altid på riff-app.dk/brugerbetingelser med versionsnummer og datoen for seneste ændring øverst. Vi gemmer alle tidligere udgaver, og du kan få den udgave, der gjaldt, da du oprettede din konto, ved at skrive til os.
11. Lovvalg og værneting
Disse vilkår er underlagt dansk ret. Tvister søges først løst i mindelighed ved direkte henvendelse til hej@riff-app.dk.
Kan vi ikke løse det i mindelighed, kan du som forbruger klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager og derefter eventuelt til Forbrugerklagenævnet. Begge hører til Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg, naevneneshus.dk. Forbrugerklagesystemet behandler klager over køb, og det forudsætter, at du har betalt for noget. Så længe Riff er gratis, er der ikke et køb at klage over. Begynder vi at opkræve betaling, kan du klage den vej, hvis beløbet ligger inden for den nedre og den øvre beløbsgrænse, som reguleres årligt og står på forbrug.dk. Se også punkt 1 om forbrugere.
Du kan altid indbringe sagen for domstolene. Værneting følger retsplejelovens almindelige regler.
Viser et enkelt vilkår sig at være ugyldigt eller uden virkning, gælder resten af vilkårene fortsat. Er du forbruger, kan et vilkår, der er urimeligt over for dig, ikke erstattes af et mildere vilkår; det bortfalder.
12. Kontakt
Riff drives af to privatpersoner, ikke af et selskab. Din aftalepart er os begge:
Thor Håkon Lindebjerg Friis
Vi hæfter solidarisk for forpligtelserne efter disse vilkår. Du kan altså rette hele dit krav mod hver af os.
Inden vi begynder at opkræve betaling, stifter vi et selskab, som overtager både rollen som din aftalepart og som dataansvarlig for dine personoplysninger. Vi varsler det mindst 30 dage før pr. e-mail og oplyser selskabets navn, adresse, CVR-nummer og datoen for skiftet. Privatlivspolitikken opdateres samtidig. Betingelserne for skiftet, herunder din ret til at opsige og hente dine data ud inden, og vores fortsatte personlige hæftelse for det, der er opstået inden skiftet, står i punkt 15.
Adressen ovenfor er en privat bopæl. Du får den ved at klikke, og du kan også bede om den skriftligt på hej@riff-app.dk. Vi erstatter den med en c/o-adresse, så snart vi har en.
Skriv til hej@riff-app.dk om disse vilkår eller om dit kundeforhold. Support og alt andet står på kontaktsiden.
13. Fortrydelsesret
Du indgår aftalen med os over nettet, uden at vi mødes fysisk. Det er fjernsalg.
Sådan er det i dag: Riff er gratis i alle planer. Du påtager dig ingen betalingsforpligtelse ved at oprette en konto eller ved at bruge Riff, og vi opkræver intet beløb. Du kan når som helst opsige efter punkt 6 og slette din konto.
Skulle fortrydelsesretten alligevel gælde, fordi Riff er en digital tjeneste, stiller du dig ikke ringere: du kan når som helst og uden grund stoppe og slette din konto efter punkt 6, og der er intet beløb at få tilbage.
Følgende gælder først fra det tidspunkt, hvor vi begynder at opkræve betaling: Du har 14 dages fortrydelsesret, når du køber en betalt plan. Inden du køber, giver vi dig en fortrydelsesvejledning og en standardfortrydelsesformular på et varigt medium, og fristen løber fra den dag, aftalen om den betalte plan indgås. Du fortryder ved at give os besked, inden fristen udløber. Har du udtrykkeligt bedt os om at åbne den betalte plan inden fristens udløb, og har vi samtidig oplyst dig om fortrydelsesretten og om, hvad du så skal betale, betaler du for den del af perioden, du har haft adgang. Er begge dele ikke opfyldt, betaler du ingenting, jf. forbrugeraftalelovens § 25.
Vi ændrer først dette punkt, den dag betalingen tændes, og du varsles efter punkt 10.
14. Ulovligt indhold og kontaktpunkter
Riff lagrer de bilag, du selv lægger op. Det gør Riff til en hostingtjeneste efter forordning (EU) 2022/2065 om digitale tjenester, også kaldet DSA. Så længe dine bilag ikke kan deles med andre brugere og ikke kan gøres offentligt tilgængelige, er Riff ikke en onlineplatform, og forordningens særlige regler for onlineplatforme gælder derfor ikke.
Anmeldelse af ulovligt indhold. Mener du, at der ligger ulovligt indhold i Riff, kan du anmelde det til hej@riff-app.dk. Skriv:
- hvilket indhold det drejer sig om, og hvor det ligger
- hvorfor du mener, det er ulovligt
- dit navn og din e-mail
- at du efter bedste overbevisning mener, at det, du oplyser, er rigtigt og fuldstændigt
Navn og e-mail kan du udelade, hvis anmeldelsen handler om seksuelt misbrug af børn. Vi kvitterer for anmeldelsen, behandler den uden unødig forsinkelse og giver dig besked om, hvad vi beslutter, om vi har brugt automatiske værktøjer undervejs, og hvordan du kan klage over afgørelsen. Fordi ingen udefra kan se et bilag i Riff, er en e-mail til os den måde, en anmeldelse kan nå os på.
Sådan håndterer vi indhold. Vi læser ikke dine bilag igennem for at lede efter ulovligt indhold. Vi ser kun på et bilag, hvis vi modtager en anmeldelse, hvis en myndighed pålægger os det, eller hvis drift og sikkerhed kræver det. Den automatiske aflæsning af bilag, der foreslår felter til dig, er en hjælpefunktion til dig. Den er ikke indholdskontrol, og den træffer ingen afgørelser om dit indhold eller din konto. Beslutter vi at fjerne indhold eller lukke din konto, fordi indholdet er ulovligt eller i strid med disse vilkår, træffes den beslutning af et menneske. Tekniske spærringer, der sætter ind af sig selv, for eksempel grænser for antal kald eller en midlertidig spærring efter mange forkerte log ind-forsøg, er ikke en sådan afgørelse. Vi bruger begrænsningerne med omhu, sagligt og forholdsmæssigt og med respekt for dine rettigheder.
Begrundelse. Begrænser vi din adgang, suspenderer vi din konto eller opsiger vi den, fordi indhold hos dig er ulovligt eller i strid med disse vilkår, får du en skriftlig begrundelse. Hvad den indeholder, hvornår du får den, og hvordan du får afgørelsen set igennem, står i punkt 6, som også gælder, når vi griber ind efter punkt 8.
Kontaktpunkter. Er du bruger, skriver du til hej@riff-app.dk. En af os læser den; der sidder ingen robot for enden. Er du myndighed, Europa-Kommissionen eller Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester, er kontaktpunktet den samme adresse, og vi kommunikerer på dansk og engelsk.
Tilsynet i Danmark er Digitaliseringsstyrelsen. Du kan skrive til dsa@digst.dk, og som privatperson kan du klage over en digital tjeneste via formularen på borger.dk.
15. Overdragelse af aftalen
Du kan ikke overdrage din konto eller dine rettigheder efter denne aftale til andre.
Vi kan overdrage aftalen til et dansk selskab, der stiftes af os, og som overtager driften af Riff. Det kan vi kun på tre betingelser: at dine rettigheder og vilkår efter denne aftale videreføres uændret over for selskabet, at vi giver dig besked pr. e-mail mindst 30 dage før, og at du kan opsige aftalen og hente dine data ud, inden overdragelsen træder i kraft. Er en af de tre betingelser ikke opfyldt, sker overdragelsen ikke.
Skal aftalen overdrages til nogen anden end det selskab, sker det kun med dit samtykke.
Vi hæfter fortsat personligt og solidarisk for forpligtelser, der er opstået inden overdragelsen. For det, der opstår efter overdragelsen, er selskabet din aftalepart, og vi hæfter ikke personligt for det. Vil du ikke det, kan du opsige aftalen inden skiftet, jf. betingelserne ovenfor. Selve selskabsskiftet er beskrevet i punkt 12, og hvad der sker med dataansvaret, står i privatlivspolitikken punkt 13.
16. Betaen
Riff er i en lukket beta. Du kommer med, når du har fået en invitation fra ventelisten. Betaen er gratis, se punkt 5.
- Der kan være fejl, vi ikke har fundet endnu. Tjek tallene, før du bruger dem over for SKAT.
- Funktioner kan ændre sig eller forsvinde. Fjerner eller forringer vi en funktion, du bruger, mere end ubetydeligt, får du besked efter punkt 10.
- Skriver du feedback til os, må vi bruge den til at gøre Riff bedre. Vi bruger ikke dit navn eller dine ord offentligt uden dit skriftlige ja.
Når betaen slutter, fortsætter din konto med dine data. Hvilken plan du så har, og hvad den omfatter, får du besked om efter punkt 10. Du bliver ikke betalende, medmindre du selv vælger det, se punkt 5. Lukker vi Riff, gælder punkt 6.